23948sdkhjf

Ny undersøgelse: Danskerne vil have klimamærke på fødevarer

Størstedelen af danskerne ønsker en klimamærkning på fødevarer, men den skal ikke udvikles af det enkelte kæder eller butikker. Det viser ny undersøgelse 

81 procent af danskerne synes, at et klimamærke på fødevarer er en god idé. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat for De Samvirkende Købmænd (DSK). 

Et resultat som også minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) påskønner. Ministeren påpeger også, at et klimamærke allerede er i støbeskeen. Det skriver DSK i en pressemeddelelse. 

For selvom størstedelen af danskerne altså ønsker en klimamærkning, har det dog ifølge undersøgelsen betydning, hvordan mærkningen indføres. Tilliden til et klimamærke er nemlig størst, hvis det udarbejdes og kontrolleres af staten. 

66 procent af de adspurgte angiver, at de har størst tillid til et statsligt klimamærke, mens kun 7 procent peger på et privat mærke udviklet af de enkelte kæder eller flere butikker.

Derudover viser undersøgelsen, at mærkets placering er helt afgørende for, hvordan forbrugerne vil tage imod klimamærket. Langt størstedelen af danskerne – over 80 procent – foretrækker nemlig, at klimamærket placeres direkte på den enkelte vare frem for kun at være synligt på hyldeforkanten i butikken.

"Behov for troværdig, statslig mærkningsordning"

DSK mener ifølge meddelelsen, at et statsligt klimamærke er afgørende for at skabe tillid blandt forbrugerne og sikre, at mærket får den ønskede effekt på danskernes indkøbsvaner.

- Det er positivt, at danskerne bakker op om et klimamærke, og det understreger behovet for en troværdig, statslig mærkningsordning. Et klimamærke skal være let at forstå og tilgængeligt på de enkelte varer, så forbrugerne hurtigt kan træffe klimavenlige valg i dagligdagen, udtaler Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK, i meddelelsen.

Også minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) påskønner resultaterne fra den nye undersøgelse. Han påpeger også, at der allerede arbejdes på et mærke: 

- Jeg er glad for, at et flertal af danskerne bakker op om et statsligt klimamærke på fødevarer. Det understreger, at der er et stort ønske om mere viden, når det kommer til klimaaftrykket fra de forskellige fødevarer, vi putter i indkøbskurven. Fødevarestyrelsen er allerede i gang med at udvikle et frivilligt statskontrolleret klimamærke, der skal gøre det nemmere at træffe klimavenlige valg på et oplyst grundlag, og det er for mig afgørende, at vi får et gennemarbejdet og troværdigt klimamærke, udtaler ministeren.

DSK påpeger, at det er vigtigt at lytte til danskerne i forbindelse med udviklingen af mærket: 

- Fødevareproduktion udgør en væsentlig del af det samlede klimaaftryk, og danskerne kan reducere deres personlige klimaaftryk ved at træffe mere klimavenlige valg. Men skal vi have succes med at introducere endnu et forbrugermærke, er vi nødt til at lytte til forbrugerne, og hvad de forventer af mærket for at skabe den nødvendige tillid til mærket, så forbrugerne rent faktisk navigerer efter mærket, når de handler, udtaler Janick Nytoft.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078